Ali, Ninna og Bente

Lokalpolitik

Vi vil en bedre verden – og vi starter i Brønshøj-Husum
Et stærkt fællesskab i København starter i det lokale. Vores visioner skal forbedre vores hverdag. Vi vil en bydel med mindre stress, gode jobs til overenskomstløn, plads til børn og ældre. Mennesker fra andre lande skal behandles anstændigt. Vi vil have gode cykelstier og en bedre offentlig trafik. Renere luft, mindre støj og sikre skoleveje. Vi vil en grønnere by og bydel. Fyldt med sang og musik.

Regnen skal trænge ned i jorden og ikke i kloakken. Der skal sikres mod oversvømmelser kombineret med masser af grønne småpladser, hvor lokale kan mødes på bænken og børnene på sjove legesteder.

Lad os udbygge kulturhusene til steder, hvor vi også kan bytte og få repareret ting, der ellers vil blive smidt ud. Vi skal have mindre CO2 udslip og mere kul på omsorgen for hinanden. Mere samvær og glæde. Det kan lade sig gøre, bare vi er mange nok, der tænker mere på hinanden og mindre på os selv.

Flere cykelstier og bedre busforbindelser
Enhedslisten vil fortsætte det gode arbejde for cyklisterne. Især de lidt yngre cyklister skal kunne cykle sikkert på de store trafikerede veje. Desværre er der kommet mere biltrafik på Frederikssundsvej og på de nærmeste veje mellem Husum Torv og Utterslev Mose, og de mange parkerede biler tvinger cyklisterne længere ud på vejen.

Enhedslisten arbejder for at de vedtagne cykelstier på Gadelandet og fra Husumparken til Energicentret bliver realiseret.

Brønshøj og Husum er to skønne pletter på Københavnskortet, men bydelen skal forbindes bedre med resten af byen. I Enhedslisten presser vi derfor på for flere og mere rummelige busser. Da 5A blev til 5C gik vi i den rigtige retning. Den vej skal vi videre af. Både pensionisten i Tingbjerg og børnefamilien på Bellahøj skal kunne nå en bus. Og der skal være plads til både rollatoren og barnevognen.

>>Tingbjerg skal have bedre kollektiv trafik.
Ali Hansen, Enhedlisten Brønshøj-Husum

Ren natur skal nydes
Natur og parker giver os oplevelser, og mulighed for fysiske udfoldelser – lige fra turen med hunden til løbeturen, der skal holde os i form. Natur og parker renser luften.

I Brønshøj-Husum har vi bl.a. Utterslev Mose, Vestvolden, Husumparken, Degnemosen og Brønshøjparken. De områder skal plejes på en så nænsom måde, at det ”vilde” fastholdes, så der er mulighed for at opleve fugle, insekter og smådyr. Samtidig skal der skabes rum for fritidsaktiviteter, der ikke generer andre. Konkret skal mosen og Vestvoldens fæstningskanal oprenses, så der bliver mulighed for fiskeri langs bredden.

Vi skal have lukket for kloakoverløb, der ved skybrud fører urenset spillevand ud i mose og fæstningskanal. Der skal renses for tungmetaller og fosfor, og vi skal have genskabt en naturlig balance med flere fisk, fugle og planter.

Vi støtter planerne om et naturformidlingscenter ved Voldparken, så børn og voksne fra hele byen kan lære om naturen og opleve glæden ved den.

Grønne jobs med ordentlig løn
Vi vil have flere grønne jobs til bydelen. Vel og mærke rigtige jobs, med løn og pension. I de sidste år er en del af plejen af Utterslev Mose sket ved hjælp af nyttejobbere. Og i alt bliver omkring 3.000 arbejdsløse hvert år sendt i nyttejob i Københavns Kommune. Det siger Enhedslisten nej til. Nyttejobs er afstraffelse af arbejdsløse. Vi mener, at plejen af Utterslev Mose skal ske gennem reelle ansættelser. Alt andet er både at gøre grin med nyttejobberne og samtidig med til at presse vilkår og løn for de medarbejdergrupper, som ellers løser denne type opgaver.

>>Vi skal skabe grønne jobs i Brønshøj-Husum. Lad os oprense mosen på ordentlige vilkår.
Bente Møller, Enhedslisten Brønshøj-Husum