Henvendelse til Frank Jensen

Kære Frank.

Ved godt at S-togene sorterer under DSB, men måske kan du påvirke din partifælle trafikministeren. Når man bor i bydelen Brønshøj/Husum føler man sig virkelig overset, når det drejer sig om kollektiv trafik. Her er ingen metro og kun en S-togs st. Nemlig Husum st. Tingbjerg har linie 2a og linie 132, den sidste har 2 afgange i timen, og er forbindelsen til S-toget. Fra Husum torv har vi 5c, som bruger ca. samme tid på at når Rådhuspladsen som linie 973X, som bringer os fra Aalborg til Sæby, når vi skal op i sommerhuset, altså 45 minutter. Line 350s, som der er skåret på, og linie 22 max. 3 gange i timen. Fra Brønshøj torv er der også linie 10.

Men S-toget er det hurtigste, og det skal der skæres på endnu engang. For et par år siden holdt linie H op med at standse ved Husum st. Fra december får Linie C 10 20 minutters drift, hvilket rammer bydelen hårdt.

Hvorfor skal vi have byens ringeste trafikbetjening?

Håber du vil gøre noget for os herude.

Kh
Bente Møller

Svar fra overborgmesteren:

24. juni 2020

Kære Bente

Tak for din henvendelse.

Med DSB’s trafikbestilling for 2021 sker der en forringelse af togbetjeningen på tre københavnske S-togstationer (Islev, Jyllingegade og Langgade), hvor DSB ønsker at reducere driften fra 10 min. drift til 20 min. drift. Hermed sker der en forringelse for mange borgere i København.

Derfor har Økonomiudvalget sendt et høringssvar til DSB, hvor vi giver udtryk for kommunens utilfredshed og beder DSB genoverveje beslutningen. Du kan læse høringssvaret her: https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/Attachments/24809759-35107938-5.pdf

Husum St. vil dog med DSB’s nye trafikplan få forbedret betjening med 9 tog i timen mod 6 i dag. Dette finder jeg positivt, da Husum st. i december 2018 fik en forringet betjening. Med den foreslåede løsning rulles denne forringelse tilbage, og H-linjen vil igen stoppe på Husum st.

Borgerrepræsentationen har fokus på den kollektive trafik i Brønshøjområdet og har i Kommuneplan 2019 besluttet, at der skal arbejdes på at etablere en letbane eller en BRT-løsning (bus i egen bane) igennem Brønshøj mellem Nørrebro St. og Ring 3 i Gladsaxe.

Venlig hilsen

Frank Jensen
Overborgmester

Link til et høringssvar fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedr. reduktionen af antal afgange:

https://broenshoej-husumlokaludvalg.kk.dk/2020/03/20/hoeringssvar-nej-til-forringelser-i-togdriften/